3.
Fair pris og fair fordeling – Value for Many
Vi vil sikre en fair fordeling af goderne. Derfor går vi op i, hvordan værdien af råvarerne bliver fordelt.
Pris og løn skaber tryghed
Ofte er den pris småbønder tilbydes for deres råvarer, ikke nok til at de kan skabe gode levevilkår for dem selv og deres familier. Dyrkningen af råvaren er ofte meget tidskrævende og derfor skal småbønderne sikres en fair pris, der skaber grundlaget for at forbedre deres levevilkår. Når småbønderne ved at de har en pålidelig køber, der sikrer dem en god pris for deres råvarer, giver det dem tryghed til at investere i deres landbrug og forretning. Det samme gælder for de lønmodtagere, der forarbejder råvarerne til færdige produkter. Deres jobs skal være basen for et godt liv og ikke holde dem fast i fattigdom.
Lokal forarbejdning skaber merværdi
Ofte bliver de råvarer der dyrkes af småbønder i Afrika ikke forarbejdet lokalt, men i stedet fragtet langt for at blive forarbejdet. Det er et problem, da forarbejdningen skaber meget af varens værdi. De ekstra penge kommer derfor ikke de lande, hvor råvaren er dyrket, til gode. Vi har derfor fokus på, at så meget som muligt af forarbejdningen og merværdien forbliver lokalt. Et eksempel på dette er vores chokoladefabrik i Sydafrika og vanilje projekt i Uganda.